Den narrative terapi ser mennesket som en “livsforening”, som Michael White (grundlæggeren) formulerer det. Altså en forening af historier om vores liv, en forening af de skikkelser og personer fra ens fortid, nutid og fremtid, hvis stemmer har betydning for menneskets identitet. White taler om, at mennesket har en “flerstemmig identitet” – en identitet af flere stemmer eller flere historier, hvor menneskets intentionelle forståelse lever; forståelse af værdier i livet, erkendelse, læring og viden i relation til andre mennesker konstituerer identiteten.
Vores identitet er sammensat af de historier, vi fortæller om os selv, vores liv, vores forhold til andre mennesker og vores forhold til os selv.
Det centrale er, at disse historier altid er gennemtrukket af bestemte temaer; af tabet, af fiaskoen, af inkompetence, af håbløshed, af mangel på mening, af magtesløshed eller omvendt af nærvær og kærlighed, af succesen, af kompetence, af håb og mening.
Disse temaer angiver, hvordan vi har det med os selv og andre – og forandringen, af hvordan vi har det, handler om, hvordan vi omgås med vores historier.
Hvor stammer narrative terapi fra?
Narrapi terapi blev grundlagt af den Austaliske Michael White i starten af 1980’erne. Han var socialarbejder og familieterapeut. White havde i nogle år et samarbejde med David Epston, en terapeut fra New Zealand, om innovative måder at arbejde med børn og deres familier på. De to blev enige om, at det var den narrative metafor, der bedst beskrev den terapiform, de praktiserede.